Fællesudgifter

FÆLLESUDGIFTER:

 

Fællesudgifterne omfatter udgifter til: El-(fælles), varme- og vandforbrug, vedligeholdelse af bygningerne og udvendige arealer, administration, ejendomsassistent, skatter, forsikringer, renovation samt elevatorer og ventilation m.m. Vand, varme og vedligeholdelse udgør de største andele af udgifterne.

 

 

Varme- og vandforbrug

 

Bestyrelsen har høj fokus på energiforbruget herunder varmeforbruget. Ejendomsassistenten følger nøje forbruget ved månedlige registreringer, og de centrale styringer holdes løbende under observation for korrekt indstilling.

 

Bygningerne har ikke den højeste isoleringsgrad. Under hensyn til rentabilitetsberegninger gennemføres der løbende forbedringer.

 

I fællesskabets økonomiske interesse opfordres til, at der også i lejlighederne er opmærksomhed på vand og varmeforbruget, herunder at der skrues ned for termostatventilerne, hvis døre og/eller vinduer åbnes. Det er vigtigt, at udluftning foretages kortvarigt og ligeledes med lukkede termostatventiler.

 

 

Vedligeholdelse

 

Vedligeholdelse af bygningerne udgør en væsentlig andel af ejerforeningens udgifter.

 

En høj vedligeholdelsesstandard på bygninger opført i 1969/70 og ønsket om et præsentabelt område medfører omkostninger.

 

Det er bestyrelsens målsætning, at al vedligeholdelse både den løbende og de større vedligeholdelsesprojekter, holdes inden for foreningens aktuelle kassebeholdning.

 

Det kan dog ikke udelukkes, at der kan forekomme ekstraordinære opkrævninger til specielle installationer eller vedligeholdelsesarbejder.

 

Ejerforeningen varetager al vedligeholdelse af både ind- og udvendige fællesarealer samt fælles installationer. Vedligeholdelsen omfatter både den daglige og den løbende mere omfattende vedligeholdelse med reparationer.

 

Bygningsmæssigt varetager ejerforeningen vedligeholdelsen af følgende områder:

 

Alt vedr. de udvendige, facader (klimaskærmen), alle fælles installationer vedr. varme, vand og afløb. 

Al ind- og udvendig fælles belysning og elevatorer, ind- og udkørselsporte til garagekælderen samt alle fællesdøre.

 

Terrasser og altaner hører vedligeholdelsesmæssigt under bygningernes facader og dermed under ejerforeningens vedligeholdelse.

 

Beboere må selv male træværk, eternitplader og betonflader på altaner og terrasser. Dog kun i standardfarver. Maling udleveres ved henvendelse til ejendomsassistenten.

 

Bestyrelsen/ejendomsassistenten er berettiget til med behørigt varsel at besigtige lejlighederne og påtale dårlig vedligeholdelsesstandard. Påtaleretten gælder også terrasser og altaner angående almindelig renholdelse og ryddelighed.

 

Ejerforeningen er ansvarlig for vedligeholdelse af de fælles forsyningsrør og installationer frem til de individuelle forgreninger til de enkelte lejligheder.

 

Ejerforeningen afholder udgifter ved udbedringer af skader i ejerlejlighederne, der skyldes forhold omfattet af ejerforeningens vedligeholdelses- og fornyelsespligt.

 

Når ejerforeningen gennemfører reparationer på fællesinstallationer, der kræver adgang og indgriben i bygningsdele i ejerlejlighederne, reetableres til lejlighedens oprindelige niveau. Hvis der i forbindelse med tidligere renovering er gennemført modernisering til et efter bestyrelsens vurdering højt niveau, kan bestyrelsen afstå fra at afholde den totale retablering. Reparationer af ændret rørføring er på ejers regning.

 

 

Renligholdelse

 

Indvendige trapper og gennemgange bliver rengjort pt. 2 gange ugentlig.

 

Beboere skal selv varetage renholdelse og oprydning på altaner og terrasser. Rengøring må ikke være til gene for underboende og gående på gangarealerne. Ved henvendelse til ejendomsassistenten kan lånes en slange til påsætning på udløbene.

 

Ejendomsassistenten foretager grundigere rengøring af altangange 1 eller max. 2 gange årligt. Hvis beboere i fællesskab på en altangang ønsker en højere renholdelsesstandard, er man velkommen til at foretage yderligere rengøring. Rengøringsmidler og værktøj kan lånes ved henvendelse til ejendomsassistenten.

 

Der må ikke kastes sne eller andet ud fra altaner og altangange.

 

FÆLLESBIDRAG

 

I henhold til vedtægtens § 9 stk. 2 er bestyrelsen ansvarlig for opkrævning af fællesbidrag.

 

Bidraget betales af alle medlemmer af ejerforeningen i relation til de enkelte lejligheders tinglyste fordelingstal.

 

Summen af fordelingstal for samtlige lejligheder er 1956. Betalingsfordelingstal er 1936. (En nærmere forklaring på disse tal kan ses nederst i opslaget [Ejendommen]-[Lejlighedstyper]).

 

Foreningens kontor og ejendomsassistentenlejlighed fragår med henholdsvis 4 og 25 i alt 29.

 

Fællesbidragssatsen pr. fordelingstal fastsættes af bestyrelsen og forelægges generalforsamlingen.

 

Fællesbidraget betales månedligt forud og skal være betalt senest d. 4. i måneden.

 

Ejerforeningen er tilsluttet BS (betalingsservice), dermed kan betalingen ske automatisk via BS. Bestyrelsen opfordrer ejerforeningens medlemmer til at betale gennem BS.